Min hjerne ville ikke slukke i går aftes så de tre gode timer blev brugt på endelig at blive færdig med den fjerde bog i en serie af syv bøger, snart otte, jeg læser.
Lidt om forfatteren:
Andy McDermott er en engelsk forfatter der startede som journalist for DVD Review og en del andet. På hans hjemmeside bliver der beskrevet hvordan han er en stor fan af film og det er slet ingen overraskelse når man læser hans bøger.
Han har udgivet syv bøger, snart otte, på godt fem år. Det er altså RIGTIG mange bøger på rigtig kort tid.
Min yndlings forfatter, John Green, brugte tre år på Looking for Alaska og det synes jeg endda er lang tid.
Jeg har skrevet på min egen bog i godt to år og jeg regner med, forventer egentligt lidt, at jeg kommer til at bruge mange år på den endnu.
Når jeg siger at jeg mener at Andy McDermott skriver disse bøger alt for hurtigt er jeg sådan set bange for han brænder ud, hvis han ikke allerede var.
Jeg læste The Tomb of Hercules, den anden bog i serien, først mens jeg var på ferie på Fyn med min mor men det betød ikke noget. Jeg læste den på godt en dag, en god dag, sådan 12 timer. Jeg har ikke læst en bog så hurtigt siden jeg læste André Agassi's Open, som jeg også læste på en god dags tid.
Det er ikke mesterværker han skriver. De går direkte ind i fælden af "Dan Brown har haft succes, hvis han kan, så kan jeg også," kategorien. For ja, Dan Brown har haft succes med hans serie og hans bøger, men Dan Brown var også en af de første til at fylde hullet og nu lader det til at alle skynder sig for at hoppe efter ham.
Problemet er at vi sluger bøgerne, en efter den anden, men de er næsten aldrig rigtig gode, hvis jeg skal være helt ærligt. De har nøjagtig det samme struktur:
* Der er hovedpersonen, der helt sikkert ved en hel masse om et eller andet og har en skør TEORI.
* Der er HEMMELIGHEDEN, en hemmelighed der UNDER INGEN OMSTÆNDIGHEDER må komme ud i lyset.
* Der er de onde, onde mennesker der vil stoppe hovedpersonen for at finde SANDHEDEN.
* Der er QUESTEN. Hovedpersonen MÅ bare finde SANDHEDEN. Koste hvad det vil.
* Og så til sidst. TWISTET. Som man ved kommer, men man falder direkte i alligevel.
Jeg skammer mig nogle gange for jeg kan ikke stoppe med at læse de her bøger.
Tilbage til min pointe. Jeg er sikker på der er en et eller andet sted.
Jeg er nu færdig med nummer fire i serien og jeg er sådan set irriteret på hovedpersonen, Nina Wilde. Hun er passivt aggressiv, hun er manipulerende, hun er død irriterende og så er hun også jaloux så det bare irriterer mig.
Jeg kan leve med en hovedperson der er manipulerende, mange rigtig gode hovedpersoner er gode manipulatører, er lidt irriterende og nogle gange også passiv aggressiv, men når hun tilbringer halvdelen af historien med at være jaloux, så er det jeg begynder at overveje om jeg skal holde op med at læse de her bøger.
Jalousi er ikke en god ting at have eller være og det irriterer mig grænseløst. Ærligt talt, jeg fatter ikke hvorfor den anden hovedperson, Eddie Chase, overhovedet kan holde hende ud i længere tid af gangen.
Jeg kan ikke rigtig finde ud af om jeg kan lide Eddie Chase heller, men han er cool. Det må man give ham.
Den eneste gode ting jeg kan sige lige nu om den her bog er at den gør det den skal gøre, og den gør det godt. Andy McDermott skriver som om man ser en film. Den er fyldt med futuristisk teknologi (nær fremtid), wise cracks, bomber, gidseltagninger, en hemmelig, en quest, bad-guys der er alle vegne. En hovedperson der dør, men så ikke alligevel og den er fin, ikke noget specielt men fin nok.
Stjerner: Ud af fem mulige: ***
Læs Den: Hvis de er vild med aktion/adventure noveller og du kan leve med en hovedperson der er jaloux.
Jeg er begyndt på den næste bog The Cult of Osiris og den irriterer mig bare fra starten af, men når det kommer til stykket så får jeg den nok læst alligevel.
Bøger der venter:
Jeg har desuden en preorder der kommer i starten af oktober, Heroes of Olympus - Son of Neptune som jeg glæder mig meget til at komme igang med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar